Skagen

I week-enden 29. – 30. marts 2008 tog vi en tur til Skagen.
Vi overnattede på et aldeles anbefalelsesværdigt pensionat “Badepension Marienlund”. Frokosten lørdag blev indtaget på Pakhuset, hvor vi fik den herligste portion dampede blåmuslinger – helt perfekt – dejligt sted med god atmosfære og overkommelige priser.

Aftensmaden skulle jo også gerne være noget særligt, så jeg havde uindet restaurant Snerlen på nettet. Vi bestilte bord – det står der på hjemmesiden at man skal – ellers intet bord.
Vi ankom til aftalt tid – der var netop ankommet et selskab på fire personer. Vi fik anvist et bord – vi ville egentlig gerne sidde ved et af bordene langs væggen, med de var alle dækket til fire personer så vi fik besked på at vælge et tomandsbord i rækken ved siden af. Det viste sig senere, at vi sammen med de fire øvrige var aftenens eneste gæster – så hvorfor ikke lade os sidde hvor vi ville?

Menuen på Snerlen er fiskebuffet – så den måtte vi jo vælge og hertil valgte vi i første omgang en flaske Fleurie – men tjeneren beklagede, at netop denne vin havde man ikke på lager – så vi valgte en australsk i stedet for – en hæderlig vin i øvrigt – men så heller ikke mere.
Buffeten var noget rodet. Der var tre slags sild i eddike!!!!!!!!
Der var en fortræffelig fiskesuppe og så var der forskellige ovnbagte fisk (Laks, Torsk, Rødspætte og Mørksej) – retterne lignede hinanden for meget og det hele bar præg af at være “et koncept”, hvor der ingen engagement er hos personalet (de skal jo åbenbart også kun varme noget op som kommer andet sted fra).
Stedet kan absolut ikke anbefales.

Til gengæld kan den store udstilling der p.t. er på Skagens Museum varmt anbefales. Det er en fantastisk oplevelse at se alle malerierne ophængt ved siden af hinanden og i kronologisk orden.

Det er som altid en oplevelse at komme til Skagen – det helt forunderlige lys og de smukke gamle huse, men det er som om at Skagen by er på vej til at blive en kulisse i lighed med Carcasonne, Riquewihr o.l. og det er meget sørgeligt at opleve.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *