Gang i fuglelivet

Vi har i flere år talt om, at vi ville lave nogle redekasser og hænge dem op forskellige steder.
I denne vinter fik jeg så gang i byggeriet og lavede i første omgang 2 mejsekasser og en stærekasse.
Sidenhen fik jeg gang i yderligere 4 mejsekasser og to stærekasser. Der blev hængt 2 mejsekasser op på udhuset langs terrassen og stærekasserne kom op på gavlen af udhuset.
Mejsekasserne som hænger på diverse træer var genstand for stor interesse fra forskellige mejser, de to ved terassen var der ingen der kiggede på.
I forrige uge landede der så nogle stære i de høje træer og de viste interesse for stærekasserne og blev ved med at holde til i træerne, med afstikkere ned til kasserne. I sidste uge opdagede vi, at stærene også var interesseret i mejsekasserne – men når man er stær og har brug for et 50 mm hul i redekassen, så går det ikke at komme ind i en mejsekasse med 28 mm hul. Men stærene forsøgte – dog uden held.
Det skete igen søndag morgen da vi var i gang med morgenkaffen. Flere stære prøvede at stikke hovedet ind i mejsekasserne ved terrassen.
Efter morgenkaffen gik jeg så i kælderen og fabrikerede yderligere to stærekasser, som kom op at hænge ved terrassen i stedet for de to mejsekasser.
De var klar ved frokosttid – og inden aften havde stærene indtaget dem – der var meget livlig trafik ind og ud – og det har der været siden. De er begyndt at slæbe redemateriale med ind. Så det ser ud som om vi får fuldt hus – hele 5 stærepar.
I den af mejsekasserne som hænger nærmest huset, har et par skovspurve travlt med at slæbe redemateriale ind og jeg kan se, at forskellige mejser og musvitterne har meget travlt omkring de kasser der hænger rundt på træerne.
Spændende er det at se på.
Vi har indtil videre set: gråspurv, skovspurv, stær, solsort, grønirisk, sortmejse, blåmejse, musvit, gærdesmutte, bogfink, rødhals foruden et par tyrkerduer, et par skovduer, en enkelt fasanhane som overnattede i valnøddetræet og som også er set spankulere rundt i køkkenhaven. Og så kommer både krage, allike og husskade jævnligt på besøg ligesom flagspætte af og til lader sig se – sidste efterår endda med 3 unger på slæb.
Vi havde som sædvanlig besøg af sjagger og silkehaler men kun på gennemrejse og så længe der endnu var rønnebær på træerne. I dag har jeg set en enkelt stillits – og snart dukker havesangeren vel også op som den plejer – så nu er der 20 forskellige fuglearter, hvoraf en del endda bor og yngler her – det da hyggeligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *